Retssikkerhedens ØKONOMISKE grundsætning (axiom)
En betydelig del af bankkunderne er fuldstændig eller delvis retsløse. – Dette er særligt tydeligt i FLERPRODUKT- og HELKUNDEforhold.
Lovgivningen og retspraksis beskytter ikke på det relevante tidspunkt de kunder, der både låner penge til og fra samme bank, imod, at bankerne misbruger adgangen til kundernes konti, dvs. pengestrøm og pengebeholdning.
Kunder i førnævnte segmenter, der er økonomisk og/eller socialt afhængige af deres juridiske modpart (og som ikke kan skifte bank med få dages varsel), er totalt retsløse.
Alle andre kunder i førnævnte segment er delvist retsløse.
Der er korrelation mellem omfanget af den påtaleberettigede kundes retsløshed og de variabler, der indgår i Retssikkerhedens Økonomiske Grundsætning (axiom):
(B + b) x p – V > A + C1 + C2 + C3 + C4 + C5 + C6 … Cn
Grundsætningen beskriver i hvilke tilfælde retssubjekter har et økonomisk incitament til at sagsøge deres juridiske modpart.
Fuld retssikkerhed er en juridisk fiktion, fordi jurister feljagtig forudsætter, at samtlige lov- og aftalebrud bliver retsforfulgt
Retsløsheden er særlig tydelig, når den ene part har tidsubegrænset adgang til sin – helt eller delvist økonomiske og socialt stavnsbundne – påtaleberettigede modparts pengestrøm og pengebeholdning.
Hvis en kunde ikke vil acceptere, at banken omgår love og/eller bryder aftaler, kan banken true med at handlingslamme – eller faktisk handlingslamme – kunden økonomisk og juridisk.
Banken kan herudover ødelægge sine juridiske modparters formelle – men de facto – fantomretssikkerhed med tilbagevirkende kraft. Det kan ske formløst og uden varsel ved, at banken stopper alle udbetalinger fra kundens konti.
Det er – i praksis – uden betydning om de tilbageholdte midler er kundens, bankens eller tredjemands.
Banker kan typisk fremkalde tab hos (særligt) deres erhvervskunder, der er vilkårligt meget større end parternes mellemværende.
En betydelig del af de retsløse kunder har (jf. forrige sætning) en – i matematisk forstand – negativ retssikkerhed.
Retspraksis stiller – på grund af den manglende gennemsigtighed – 100.000-vis af bankkunder langt dårligere end de ville være stillet, hvis Folketinget havde vedtaget (på grundlag af parlamentariske procedurer) at de skal være retsløse.
Fuld retssikkerhed forudsætter at samtlige følgende betingelser er opfyldte:
- Kunden får omgående erstattet ALLE sine direkte tab B, og alle sine afledede tab b
- Der er ingen “procesrisiko”. Dvs. sandsynligheden (der udtrykkes i decimalbrøker), for at kunden får medhold, er 1,0 (p = 1,0)
- Viden om at modparten (in casu banken) har brudt loven modtages af kunden omgående og uden omkostninger, d.v.s. (V = 0,0)
- Kunden kan skifte bank og udgifterne til bankskifte A er lig nul (A= 0,0)
- Bevisbyrdefordelingen er videnskabeligt korrekt. Ingen af parterne påføres udgifter til at afkræfte politisk fastlagte formodninger (C1 = 0,0)
- Det koster ikke sagsøgeren noget at bruge sin tid på en retssag i stedet for at passe sit arbejde (C2 = 0,0)
- Retsafgiften (C3 = 0,0) samt alle andre omkostninger inkl. køb af juridisk og økonomisk knowhow, samt andre ydelser er også lig nul (C4 + C5 + C6 …. = 0,0)
Hertil kommer følgende betingelser, der alle skal være opfyldte: Der må hverken være inkassoomkostninger, inkassobesvær eller risiko for at inkassoen mislykkes, dvs. Cn skal være lig nul (Cn = 0,0).
Banal hovedregning bekræfter, at det typisk slet ikke kan betale sig at sagsøge en bank for beløb, der er mindre end kr. 200.000.
Procesbevillingsnævnet og domstolene interesserer sig ikke for hvor store mørketal de producerer. – Ingen véd, hvor stor en del af de juridiske konflikter, der bliver afgjort udenfor domstolene på grundlag af bankernes såkaldte “forhandlingsmagt”.
En bank (der kan matematisk statistik) og som skaffer sig en merindtægt på (eksempelvis) 5.000.000.000 (fem milliarder) ved at bryde aftaler med 100.000 (hundrede tusinde) formelt påtaleberettigede men faktisk retsløse kunder gennem (f.eks.) en million kunde-år, kan godt regne med at beholde stort set alle pengene.
De meget få retssager, som kunderne fører mod deres bank, siger intet om, hvor mange gange bankerne bryder love og aftaler.
Ovennævnte strukturelle fejl skal sammenholdes med en række andre. – Til eksempel, at jurister anvender deres videnskabeligt dækningsløse og uredelige “skøn” på videnskabsteoretiske og økonomiske problemstillinger, og at jurister abstraherer fra, at jura er – og bruges af bankerne – som et økonomisk værktøj.