Den juridiske metodik (A) versus den økonomiske (B) – Retspraksis strukturelle fejl og mangler
Retspraksis er strukturelt dysfunktionelt for så vidt angår sager om retssubjekters formodede økonomiske adfærd.
Det skyldes bl.a. følgende forhold:
A) Den juridiske metodik er (a) dogmatisk og (b) værdibaseret. Den har (c) sin rod i teologien, samtidig med, at juristerne forudsætter, uden videnskabeligt grundlag, at (d) økonomi er en juridisk disciplin.
Den juridiske metodik er (e) konservativ og (f) rettet mod arbejde med de konflikter, der forelægges (og kun de konflikter, der forelægges) domstolene på grundlag af den (og kun dén) forudsætning, at den juridiske metodik er rigtig.
Den juridiske metodiks økonomiske effekt rækker (g) ud over juristernes eget fagområde.
Metodikken anvendes i matematisk forstand (h) serielt én-dimensionelt samt (i) kasuistisk plus (j) fragmenteret. Den – blandt andet af (k) Procebevillingsnævnet og (l) Højesteret – anvendte metodik er (m) strukturelt videnskabsfjendtlig. Den bygger på (n) videnskabeligt uredelige og (o) empirisk forkerte skøn, samtidig med, at den (p) anses af juridiske dogmatikere for at være (q) eviggyldig og allerede af dén grund (r) juridisk uangribelig.
Jurister, der hverken kan (s) formelt eller (t) reelt økonomi, forudsætter – jf. ovenfor – (u) implicit og (v) fejlagtig, at økonomi er en juridisk disciplin, og i fortsættelse heraf, at (w) det juridiske skøn – med tilhørende forestillinger om (x) den økonomiske kausalitet og (y) adekvans – bør have forrang frem for (z) den økonomiske videnskab og den (æ) økonomiske empiri.
Det er symptomatisk, at juridiske (ø) sagsbehandlere og (å) dommere (A) ikke vil indhente responsa fra (B) økonomiske teoretikere. De vil heller ikke (C) afhøre økonomiske beslutningstagere (empirikere) såfremt deres oplysninger forventes at udfordre juristernes – (D) PRÆJUDICIELT FORKERTE – dogmer.
Juristerne begår magtfordrejning, når de overtræder grænsen mellem deres eget fagområde og Folketingets (normskabende) lovgivningsarbejde, ved at erstatte den økonomiske videnskab og den dermed samstemmende økonomiske empiri med deres juridiske skøn.
Juristernes politiske afgørelser mangler parlamentarisk grundlag. – De angriber en af demokratiets grundpiller:
Magtens tredeling.
B) Den økonomiske metodik er (a) udogmatisk og (b) værdineutral, samt (c) dynamisk i den forstand, at den kan forny sig selv. Den økonomiske metodik er (d) almengyldig i matematisk forstand. Den anvendes (e) simultant flerdimensionelt på vilkårlig mange variabler og den er – med udgangspunkt i økonomiens paradigme – (f) videnskabeligt funderet.
Det indskydes, at økonomer (g) ikke anvender deres metodik på juridiske problemstillinger.
Juristernes metodik har – når den anvendes på økonomiske problemstillinger – ligheder med 1970-ernes primitive skakcomputere, der er programmeret til at vide hvilke træk, der er tilladte og hvilke, der ikke er det, men som ikke kan beregne konsekvenserne af to eller flere træk.
Som supplelement til oplysningerne ovenfor tilføjes, at der mangler videnskabeligt og empirisk grundlag for at antage, at den juridiske metodik (inkl. “skøn”) kan bruges til
- at identificere og forstå økonomiske problemstillinger samt disses (bl.a.) erhvervspolitiske og fordelingspolitiske effekt
- at fastlægge det materielle indhold i love og normer vedrørende økonomiske mekanismer
- at udfylde og applikere førnævnte love og normer samt
- at fordele bevisbyrden (og dermed dømme) i sager, der vedrører ditto love og normer
Jurister (inkl. dommere) laver vilkårligt store drifts- og samfundsøkonomiske fejlallokeringer
såfremt de ikke kan og/eller vil trække en grænse mellem faget jura og – PRÆjudiciel – videnskabsteori og økonomi, men – uden videnskabelig begrundelse – anvender den juridiske metodik (inkl. “skøn”) udenfor det juridiske fagområde
såfremt de uden videnskabeligt grundlag forudsætter, at implicitte antagelser og “skøn” er jura, dvs. ikke politik
- såfremt de forudsætter, at økonomi er en juridisk disciplin
- såfremt de abstraher fra, at jura er (jf. økonomisk empiri og teori) et økonomisk værktøj
- såfremt de giver deres skøn forrang frem for videnskabsteoretisk og økonomisk viden
- såfremt de (i fortsættelse af forrige punkt) underkender og/eller abstraherer fra økonomiens paradigme, dvs. grundlaget for den økonomiske videnskab
Det er – blandt meget andet – symptomatisk for den juridiske metodiks faglige og moralske fallit (samt domstolenes asociale og parlamentarisk dækningsløse fordelingspolitik), at jurister – uden videnskabeligt grundlag – bl.a. forudsætter følgende:
Processuelt privilegerede HYPERmonopoler (banker), med tidsubegrænset adgang til deres økonomisk helt eller delvis stavnsbundne og retsløse (præsumptivt ufrivillige) HELkunders pengestrøm og pengebeholdning (konti), agerer som “rådgivere” på et dysfunktionelt marked.
Det tilføjes, at meget stærke økonomiske kræfter er interesseret i at retssystemet skal være strukturelt dysfunktionelt.