Bankkundernes Bankpakke
Præambel: Indtjeningen er lav på et velfungerende og gennemsigtigt marked, på hvilket man handler med generiske produkter.
Penge er HYPERgenerisk i økonomisk forstand.
En meget betydelig del af bankernes indtægter stammer IKKE fra ordinære bankforretninger, men fra (a) kundernes retsløshed, fra (b) den manglende markedsgennemsigtighed samt fra (c) juristernes manipulering af de økonomiske begreber og mekanismer.
Bankpakkens mål er at forhindre, at bankerne misbruger deres adgang til kundernes (dvs. de påtaleberettigede juridiske modparters) pengebeholdning og pengestrøm.
Pakken vil styrke bankkundernes retssikkerhed samt øge markedsgennemsigtigheden og dermed konkurrencen mellem bankerne indbyrdes.
Målet er at reducere husholdningernes og virksomhedernes udgifter til renter og gebyrer med over 60 milliarder årligt (dvs. stoppe fejlallokeringer af nævnte størrelsesorden) plus – hvis man gennemfører bankpakken konsekvent – forbedre den offentlige sektors finanser samt konkurrenceevnen overfor udlandet.
1) Lovgivningen og retspraksis bør IKKE forudsætte, at banker giver deres kunder gode råd. Det er bankerne, der bør bevise, at de har varetaget deres kunders interesser. Bevisbyrden skal vendes korrekt. Den bør harmoniseres med økonomisk teori og empiri.
2) I fortsættelse af forrige punkt bør bevisbyrdefordelingen mellem bankerne og deres kunder baseres på formodningen om, at banker prioriterer deres egne interesser frem for deres kunders samtidig med, at de udnytter deres større kendskab til egne produkter (bankens og kundens asymmetriske viden) til egen fordel.
3) Den økonomiske videnskab skal – ved udarbejdelse af love, fortolkning af love, udfyldning af love samt ved fordeling af bevisbyrden – have forrang frem for det, videnskabeligt dækningsløse, juridiske skøn.
4) I retssager i hvilke Banker, der i forbindelse med markedsføring og salg af deres produkter oplyser, at de rådgiver om de produkter, som de sælger, bør pålægges skærpet ansvar.
5) Lovgivningens bevisbyrdefordeling skal baseres på, at HELkundeforhold og MODLÅNSforhold er en af kunderne og samfundet uønsket anomali. Formodningen er for, at bankernes HELkunder er dårligere stillede end konventionelle monopolers kunder.
6) Lovgivningen bør forudsætte, at aftaler, der slører markedsgennemsigtigheden strider imod kundernes og samfundets interesser. Det samme gælder aftaler, der tvinger kunder til at låne penge til en bank for at få lån fra samme bank og/eller tvinger kunderne til at betale for produkter, som de ikke har brug for eller kan få billigere hos andre udbydere.
7) Lovgivningen bør modarbejde, at bankerne tvinger deres enkelte kunder til at købe produkter, som kunderne ikke har brug for.
8) Lovgivningen skal (jf. de forrige punkter) fremme muligheden for, at kunderne skal kunne købe de enkelte finansielle produkter hos den bank, der er mest konkurrencedygtig på det pågældende produkt.
9) Kunderne bør beskyttes på det relevante tidspunkt imod, at bankerne misbruger adgangen til kundernes pengebeholdning og pengestrøm (konti).
10) Der skal – i samarbejde med Bankkundernes Landsforening – udarbejdes autoriserede kontrakter til brug for bankerne og deres kunder (jf. eksempelvis kontrakter til brug ved handel med fast ejendom).
11) For at udligne forskellen mellem “rådgivernes” og deres kunders viden mest muligt, samt for at forbedre bankkundernes forhandlingsmagt, skal kunderne (ligesom i sundhedssektoren) have adgang til deres egne journaler.
12) Kunderne skal have – uopfordret – krav på at vide, hvad bankerne, dvs. de såkaldte “rådgivere” har noteret om dem. De bør kende deres egne nøgletal samt ÅOP på deres NETTOmellemværende med “rådgiverne”.
13) Bankerne skal pålægges pligt til at offentliggøre den eneste relevante og konkurrenceprovokerende pris i HELkunde- og MODLÅNSforhold: Den fremtidige ÅOP af bankens og kundens NETTOmellemværende.
14) Bankerne skal offentliggøre deres rentemarginal defineret som forskellen mellem Nationalbankens udlånsrente og den enkelte banks ÅOP (jf. ovenfor) .
15) Lovgivningen udenfor banksektoren til beskyttelse af forbrugere og styrkelse af markedsgennemsigtigheden skal – i en skærpet form – også anvendes indenfor banksektoren.
16) Banker, der har adgang til deres kunders pengebeholdning og pengestrøm, og dermed indflydelse på kundernes tilværelse, skal have skærpet loyalitetspligt overfor deres kunder.
17) Bankernes debitorer (kunder, der skylder banken penge) skal kunne vælge to medlemmer til deres banks bestyrelse.
18) Erhvervsministeriet skal, i samarbejde med Bankkundernes Interesseorganisation, udpege mindst to interne revisorer til den enkelte bank per 10.000 debitorkunder. Revisorerne, der skal institutionalisere og systematisere whistleblowernes arbejde, skal referere til Bankkundernes Landsforening. Revisorerne skal blandt meget andet kontrollere, om banken overholder aftaler og love.
19) Det er vigtig af respekt for retssikkerheden, at påtaleretten kan udøves af institutioner, der ikke er afhængig den sagsøgte banks kreditter. Revisorerne og Bankkundernes Landsforening skal kunne sagsøge banker for aftale- og lovbrud.
20) Lovgivningen bør formode, at kreditter investeres langsigtet. – For at forhindre bankerne i at sætte deres kunder under økonomisk, juridisk og socialt pres, skal kreditter afvikles i takt med investeringens forventede afskrivningstid.
21) Lån skal ikke kunne opsiges ekstraordinært, og penge fra kundernes konti skal ikke kunne tilbageholdes, med mindre samtlige følgende forudsætninger er opfyldte: Lånet er ydet på grundlag af en autoriseret låneaftale, banken overholder alle låneaftaler, og kunden har brudt den autoriserede aftale.
22) Kreditters opsigelse skal kunne indbringes for et hurtigt arbejdende paritetisk sammensat nævn, i hvilket Bankkundernes Landsforening er repræsenteret.
23) Lovgivningen skal præcisere, at banker ikke har en ubetinget og formløs tilbageholdsret vedrørende kundernes likvider.
24) Bøder til banker skal være væsentligt større end bankejernes (kapitaliserede) gevinst ved at bryde aftaler og love. – Bøderne skal kunne opkræves hos bankens ejere, dvs. ikke kun hos banken.
25) Banker skal have et skærpet ansvar ved salg af 0-sums produkter, der ikke skaber værdier, men blot omfordeler dem fra udenforstående tredjemænd (f.eks. SKAT, dvs. resten af befolkningen) til bankernes kunder.
26) Bankerne bør gøres solidarisk ansvarlige for medvirken til (finasiering af) kundernes lovbrud.
27) Lønkonti og NEMkonti skal (mod passende sikkerhed) kunne oprettes hos offentlige og private arbejdsgivere, således at man sparer udgifter til mellemhandlere (banker).
28) Bankerne skal opdeles. Udlån og indlån og andre samfundsnyttige aktiviteter skal udskilles fra spekulationsforretninger og salg af 0-sums produkter.
29) Der skal udarbejdes proaktive planer til at undgå, at bankerne – under den næste bankkrise – truer Folketinget til at yde tilskud til aktiviteter, der skader almenvellet.
30) Der skal oprettes en eller flere Public Service Banker.
31) Start af kundeejede – og andre – småbanker, der opfylder samfundets krav om retssikkerhed og markedsgennemsigtighed, skal fremmes.
32) Befolkningens overgang til betale alt elektronisk (i stedet for med kontanter) vil øge de kommercielle bankers likviditet med over 70 mia. kroner. Bankernes afkast af dette beløb – svarende til over kr. 350.000.000 årligt – bør – som hidtil – tilfalde Nationalbanken, dvs. ikke de kommercielle banker.
33) Der skal oprettes domstole til behandling af tvister om retssubjekters formodede økonomiske adfærd. Flertallet af dommerne i disse domstole skal være økonomer, dvs. ikke jurister. – Domstolenes afgørelser skal baseres på økonomisk teori og empiri i stedet for på juridiske skøn.
34) Der skal etableres en videnskabelig ombudsmandsinstitution, der løbende kontrollerer, at domstolene ikke underløber magtens tredeling. Den dømmende magt må ikke bøje og/eller modarbejde den lovgivende magts økonomiske-, erhvervspolitiske samt fordelingspolitiske målsætning.