Den juridiske metodik (A) versus den økonomiske (B) – Retspraksis strukturelle fejl og mangler
Retspraksis er strukturelt dysfunktionelt for så vidt angår sager om retssubjekters formodede økonomiske adfærd.
Det skyldes bl.a. følgende forhold:
A) Den juridiske metodik er (a) dogmatisk og (b) værdibaseret. Den har (c) sin rod i teologien, samtidig med, at juristerne forudsætter, uden videnskabeligt grundlag, at (d) økonomi er en juridisk disciplin.
Den juridiske metodik er (e) konservativ og (f) rettet mod arbejde med de konflikter, der forelægges (og kun de konflikter, der forelægges) domstolene på grundlag af den (og kun dén) forudsætning, at den juridiske metodik er rigtig.
Den juridiske metodiks økonomiske effekt rækker (g) ud over juristernes eget fagområde.
Metodikken anvendes i matematisk forstand (h) serielt én-dimensionelt samt (i) kasuistisk plus (j) fragmenteret. Den – blandt andet af (k) Procebevillingsnævnet og (l) Højesteret – anvendte metodik er (m) strukturelt videnskabsfjendtlig. Den bygger på (n) videnskabeligt uredelige og (o) empirisk forkerte skøn, samtidig med, at den (p) anses af juridiske dogmatikere for at være (q) eviggyldig og allerede af dén grund (r) juridisk uangribelig.
Jurister, der hverken kan (s) formelt eller (t) reelt økonomi, forudsætter – jf. ovenfor – (u) implicit og (v) fejlagtig, at økonomi er en juridisk disciplin, og i fortsættelse heraf, at (w) det juridiske skøn – med tilhørende forestillinger om (x) den økonomiske kausalitet og (y) adekvans – bør have forrang frem for (z) den økonomiske videnskab og den (æ) økonomiske empiri.
Det er symptomatisk, at juridiske (ø) sagsbehandlere og (å) dommere (A) ikke vil indhente responsa fra (B) økonomiske teoretikere. De vil heller ikke (C) afhøre økonomiske beslutningstagere (empirikere) såfremt deres oplysninger forventes at udfordre juristernes – (D) PRÆJUDICIELT FORKERTE – dogmer.
Juristerne begår magtfordrejning, når de overtræder grænsen mellem deres eget fagområde og Folketingets (normskabende) lovgivningsarbejde, ved at erstatte den økonomiske videnskab og den dermed samstemmende økonomiske empiri med deres juridiske skøn.
Juristernes politiske afgørelser mangler parlamentarisk grundlag. – De angriber en af demokratiets grundpiller:
Magtens tredeling.
B) Den økonomiske metodik er (a) udogmatisk og (b) værdineutral, samt (c) dynamisk i den forstand, at den kan forny sig selv. Den økonomiske metodik er (d) almengyldig i matematisk forstand. Den anvendes (e) simultant flerdimensionelt på vilkårlig mange variabler og den er – med udgangspunkt i økonomiens paradigme – (f) videnskabeligt funderet.
Det indskydes, at økonomer (g) ikke anvender deres metodik på juridiske problemstillinger.
Juristernes metodik har – når den anvendes på økonomiske problemstillinger – ligheder med 1970-ernes primitive skakcomputere, der er programmeret til at vide hvilke træk, der er tilladte og hvilke, der ikke er det, men som ikke kan beregne konsekvenserne af to eller flere træk.
Som supplelement til oplysningerne ovenfor tilføjes, at der mangler videnskabeligt og empirisk grundlag for at antage, at den juridiske metodik (inkl. “skøn”) kan bruges til
- at identificere og forstå økonomiske problemstillinger samt disses (bl.a.) erhvervspolitiske og fordelingspolitiske effekt
- at fastlægge det materielle indhold i love og normer vedrørende økonomiske mekanismer
- at udfylde og applikere førnævnte love og normer samt
- at fordele bevisbyrden (og dermed dømme) i sager, der vedrører ditto love og normer
Jurister (inkl. dommere) laver vilkårligt store drifts- og samfundsøkonomiske fejlallokeringer
såfremt de ikke kan og/eller vil trække en grænse mellem faget jura og – PRÆjudiciel – videnskabsteori og økonomi, men – uden videnskabelig begrundelse – anvender den juridiske metodik (inkl. “skøn”) udenfor det juridiske fagområde
såfremt de uden videnskabeligt grundlag forudsætter, at implicitte antagelser og “skøn” er jura, dvs. ikke politik
- såfremt de forudsætter, at økonomi er en juridisk disciplin
- såfremt de abstraher fra, at jura er (jf. økonomisk empiri og teori) et økonomisk værktøj
- såfremt de giver deres skøn forrang frem for videnskabsteoretisk og økonomisk viden
- såfremt de (i fortsættelse af forrige punkt) underkender og/eller abstraherer fra økonomiens paradigme, dvs. grundlaget for den økonomiske videnskab
Det er – blandt meget andet – symptomatisk for den juridiske metodiks faglige og moralske fallit (samt domstolenes asociale og parlamentarisk dækningsløse fordelingspolitik), at jurister – uden videnskabeligt grundlag – bl.a. forudsætter følgende:
Processuelt privilegerede HYPERmonopoler (banker), med tidsubegrænset adgang til deres økonomisk helt eller delvis stavnsbundne og retsløse (præsumptivt ufrivillige) HELkunders pengestrøm og pengebeholdning (konti), agerer som “rådgivere” på et dysfunktionelt marked.
Det tilføjes, at meget stærke økonomiske kræfter er interesseret i at retssystemet skal være strukturelt dysfunktionelt.
De strukturelle fejl, at fører til manglende markedsgennemsigtighed i banksektoren
Markedet i banksektoren er uigennemsigtigt, allerede fordi kunderne ikke kan vide i hvilken udstrækning banken vil udnytte den enkelte kundes retsløshed.
Hertil kommer følgende:
- ikke en eneste HELkunde kender den relevante pris på forholdet mellem ydelse og modydelse, såfremt banker (a) forlanger indlån for at bevilge udlån, (b) opkræver vilkårlig mange variable gebyrer, samt – oven i dette – (c) forlanger at HELkunder køber produkter, som de (d) ikke har brug for eller (e) kan få billigere hos andre udbydere
ÅOP – den Årlige Omkostning i Procenter – af bankens og kundens NETTOmellemværende, er den eneste relevante og konkurrenceprovokerende pris
ÅOP af NETTO er
- ukendt for FLERPRODUKTkunder og for HELkunder
- vilkårlig høj (f.eks. 23%, 1023%, 2023% eller mere – f.eks. uendelig – for de samme kundegrupper
- Variabel ved hver kontobevægelse, samt ukendt fremadrettet, fordi banken når som helst kan ændre deres rentesatser og gebyrer, samt indskrænke ovennævnte kundegruppes kreditter (dvs. bankens og kundens NETTOmellemværende
- HELkunderne har ligeså mange (millioner) forskellige ÅOP af NETTO, som de har kontobevægelser
Verificer nævnte oplysninger i løbet af få minutter v.hj.a. dette brugervenlige program, der beregner ÅOP på et givet tidspunkt.
https://bankkunder.dk/reducer-din-rente/
Alternativt rekvirer et program, der kan beregne ÅOP i vilkårlig lange perioder.
Retssikkerhedens ØKONOMISKE grundsætning (axiom)
En betydelig del af bankkunderne er fuldstændig eller delvis retsløse. – Dette er særligt tydeligt i FLERPRODUKT- og HELKUNDEforhold.
Lovgivningen og retspraksis beskytter ikke på det relevante tidspunkt de kunder, der både låner penge til og fra samme bank, imod, at bankerne misbruger adgangen til kundernes konti, dvs. pengestrøm og pengebeholdning.
Kunder i førnævnte segmenter, der er økonomisk og/eller socialt afhængige af deres juridiske modpart (og som ikke kan skifte bank med få dages varsel), er totalt retsløse.
Alle andre kunder i førnævnte segment er delvist retsløse.
Der er korrelation mellem omfanget af den påtaleberettigede kundes retsløshed og de variabler, der indgår i Retssikkerhedens Økonomiske Grundsætning (axiom):
(B + b) x p – V > A + C1 + C2 + C3 + C4 + C5 + C6 …. Cn
Grundsætningen beskriver i hvilke tilfælde retssubjekter har et økonomisk incitament til at sagsøge deres juridiske modpart.
Fuld retssikkerhed er en juridisk fiktion, fordi jurister feljagtig forudsætter, at samtlige lov- og aftalebrud bliver retsforfulgt
Retsløsheden er særlig tydelig, når den ene part har tidsubegrænset adgang til sin – helt eller delvist økonomiske og socialt stavnsbundne – påtaleberettigede modparts pengestrøm og pengebeholdning.
Hvis en kunde ikke vil acceptere, at banken omgår love og/eller bryder aftaler, kan banken true med at handlingslamme – eller faktisk handlingslamme – kunden økonomisk og juridisk.
Banken kan herudover ødelægge sine juridiske modparters formelle – men de facto – fantomretssikkerhed med tilbagevirkende kraft. Det kan ske formløst og uden varsel ved, at banken stopper alle udbetalinger fra kundens konti.
Det er – i praksis – uden betydning om de tilbageholdte midler er kundens, bankens eller tredjemands.
Banker kan typisk fremkalde tab hos (særligt) deres erhvervskunder, der er vilkårligt meget større end parternes mellemværende.
En betydelig del af de retsløse kunder har (jf. forrige sætning) en – i matematisk forstand – negativ retssikkerhed.
Retspraksis stiller – på grund af den manglende gennemsigtighed – 100.000-vis af bankkunder langt dårligere end de ville være stillet, hvis Folketinget havde vedtaget (på grundlag af parlamentariske procedurer) at de skal være retsløse.
Fuld retssikkerhed forudsætter at samtlige følgende betingelser er opfyldte:
- Kunden får omgående erstattet ALLE sine direkte tab B, og alle sine afledede tab b
- Der er ingen “procesrisiko”. Dvs. sandsynligheden (der udtrykkes i decimalbrøker), for at kunden får medhold, er 1,0 (p = 1,0)
- Viden om at modparten (in casu banken) har brudt loven modtages af kunden omgående og uden omkostninger, d.v.s. (V = 0,0)
- Kunden kan skifte bank og udgifterne til bankskifte A er lig nul (A= 0,0)
- Bevisbyrdefordelingen er videnskabeligt korrekt. Ingen af parterne påføres udgifter til at afkræfte politisk fastlagte formodninger (C1 = 0,0)
- Det koster ikke sagsøgeren noget at bruge sin tid på en retssag i stedet for at passe sit arbejde (C2 = 0,0)
- Retsafgiften (C3 = 0,0) samt alle andre omkostninger inkl. køb af juridisk og økonomisk knowhow, samt andre ydelser er også lig nul (C4 + C5 + C6 …. = 0,0)
Hertil kommer følgende betingelser, der alle skal være opfyldte: Der må hverken være inkassoomkostninger, inkassobesvær eller risiko for at inkassoen mislykkes, dvs. Cn skal være lig nul (Cn = 0,0).
Banal hovedregning bekræfter, at det typisk slet ikke kan betale sig at sagsøge en bank for beløb, der er mindre end kr. 200.000.
Procesbevillingsnævnet og domstolene interesserer sig ikke for hvor store mørketal de producerer. – Ingen véd, hvor stor en del af de juridiske konflikter, der bliver afgjort udenfor domstolene på grundlag af bankernes såkaldte “forhandlingsmagt”.
En bank (der kan matematisk statistik) og som skaffer sig en merindtægt på (eksempelvis) 5.000.000.000 (fem milliarder) ved at bryde aftaler med 100.000 (hundrede tusinde) formelt påtaleberettigede men faktisk retsløse kunder gennem (f.eks.) en million kunde-år, kan godt regne med at beholde stort set alle pengene.
De meget få retssager, som kunderne fører mod deres bank, siger intet om, hvor mange gange bankerne bryder love og aftaler.
Ovennævnte strukturelle fejl skal sammenholdes med en række andre. – Til eksempel, at jurister anvender deres videnskabeligt dækningsløse og uredelige “skøn” på videnskabsteoretiske og økonomiske problemstillinger, og at jurister abstraherer fra, at jura er – og bruges af bankerne – som et økonomisk værktøj.
Bankkundernes Bankpakke
Præambel: Indtjeningen er lav på et velfungerende og gennemsigtigt marked, på hvilket man handler med generiske produkter.
Penge er HYPERgenerisk i økonomisk forstand.
En meget betydelig del af bankernes indtægter stammer IKKE fra ordinære bankforretninger, men fra (a) kundernes retsløshed, fra (b) den manglende markedsgennemsigtighed samt fra (c) juristernes manipulering af de økonomiske begreber og mekanismer.
Bankpakkens mål er at forhindre, at bankerne misbruger deres adgang til kundernes (dvs. de påtaleberettigede juridiske modparters) pengebeholdning og pengestrøm.
Pakken vil styrke bankkundernes retssikkerhed samt øge markedsgennemsigtigheden og dermed konkurrencen mellem bankerne indbyrdes.
Målet er at reducere husholdningernes og virksomhedernes udgifter til renter og gebyrer med over 60 milliarder årligt (dvs. stoppe fejlallokeringer af nævnte størrelsesorden) plus – hvis man gennemfører bankpakken konsekvent – forbedre den offentlige sektors finanser samt konkurrenceevnen overfor udlandet.
1) Lovgivningen og retspraksis bør IKKE forudsætte, at banker giver deres kunder gode råd. Det er bankerne, der bør bevise, at de har varetaget deres kunders interesser. Bevisbyrden skal vendes korrekt. Den bør harmoniseres med økonomisk teori og empiri.
2) I fortsættelse af forrige punkt bør bevisbyrdefordelingen mellem bankerne og deres kunder baseres på formodningen om, at banker prioriterer deres egne interesser frem for deres kunders samtidig med, at de udnytter deres større kendskab til egne produkter (bankens og kundens asymmetriske viden) til egen fordel.
3) Den økonomiske videnskab skal – ved udarbejdelse af love, fortolkning af love, udfyldning af love samt ved fordeling af bevisbyrden – have forrang frem for det, videnskabeligt dækningsløse, juridiske skøn.
4) I retssager i hvilke Banker, der i forbindelse med markedsføring og salg af deres produkter oplyser, at de rådgiver om de produkter, som de sælger, bør pålægges skærpet ansvar.
5) Lovgivningens bevisbyrdefordeling skal baseres på, at HELkundeforhold og MODLÅNSforhold er en af kunderne og samfundet uønsket anomali. Formodningen er for, at bankernes HELkunder er dårligere stillede end konventionelle monopolers kunder.
6) Lovgivningen bør forudsætte, at aftaler, der slører markedsgennemsigtigheden strider imod kundernes og samfundets interesser. Det samme gælder aftaler, der tvinger kunder til at låne penge til en bank for at få lån fra samme bank og/eller tvinger kunderne til at betale for produkter, som de ikke har brug for eller kan få billigere hos andre udbydere.
7) Lovgivningen bør modarbejde, at bankerne tvinger deres enkelte kunder til at købe produkter, som kunderne ikke har brug for.
8) Lovgivningen skal (jf. de forrige punkter) fremme muligheden for, at kunderne skal kunne købe de enkelte finansielle produkter hos den bank, der er mest konkurrencedygtig på det pågældende produkt.
9) Kunderne bør beskyttes på det relevante tidspunkt imod, at bankerne misbruger adgangen til kundernes pengebeholdning og pengestrøm (konti).
10) Der skal – i samarbejde med Bankkundernes Landsforening – udarbejdes autoriserede kontrakter til brug for bankerne og deres kunder (jf. eksempelvis kontrakter til brug ved handel med fast ejendom).
11) For at udligne forskellen mellem “rådgivernes” og deres kunders viden mest muligt, samt for at forbedre bankkundernes forhandlingsmagt, skal kunderne (ligesom i sundhedssektoren) have adgang til deres egne journaler.
12) Kunderne skal have – uopfordret – krav på at vide, hvad bankerne, dvs. de såkaldte “rådgivere” har noteret om dem. De bør kende deres egne nøgletal samt ÅOP på deres NETTOmellemværende med “rådgiverne”.
13) Bankerne skal pålægges pligt til at offentliggøre den eneste relevante og konkurrenceprovokerende pris i HELkunde- og MODLÅNSforhold: Den fremtidige ÅOP af bankens og kundens NETTOmellemværende.
14) Bankerne skal offentliggøre deres rentemarginal defineret som forskellen mellem Nationalbankens udlånsrente og den enkelte banks ÅOP (jf. ovenfor) .
15) Lovgivningen udenfor banksektoren til beskyttelse af forbrugere og styrkelse af markedsgennemsigtigheden skal – i en skærpet form – også anvendes indenfor banksektoren.
16) Banker, der har adgang til deres kunders pengebeholdning og pengestrøm, og dermed indflydelse på kundernes tilværelse, skal have skærpet loyalitetspligt overfor deres kunder.
17) Bankernes debitorer (kunder, der skylder banken penge) skal kunne vælge to medlemmer til deres banks bestyrelse.
18) Erhvervsministeriet skal, i samarbejde med Bankkundernes Interesseorganisation, udpege mindst to interne revisorer til den enkelte bank per 10.000 debitorkunder. Revisorerne, der skal institutionalisere og systematisere whistleblowernes arbejde, skal referere til Bankkundernes Landsforening. Revisorerne skal blandt meget andet kontrollere, om banken overholder aftaler og love.
19) Det er vigtig af respekt for retssikkerheden, at påtaleretten kan udøves af institutioner, der ikke er afhængig den sagsøgte banks kreditter. Revisorerne og Bankkundernes Landsforening skal kunne sagsøge banker for aftale- og lovbrud.
20) Lovgivningen bør formode, at kreditter investeres langsigtet. – For at forhindre bankerne i at sætte deres kunder under økonomisk, juridisk og socialt pres, skal kreditter afvikles i takt med investeringens forventede afskrivningstid.
21) Lån skal ikke kunne opsiges ekstraordinært, og penge fra kundernes konti skal ikke kunne tilbageholdes, med mindre samtlige følgende forudsætninger er opfyldte: Lånet er ydet på grundlag af en autoriseret låneaftale, banken overholder alle låneaftaler, og kunden har brudt den autoriserede aftale.
22) Kreditters opsigelse skal kunne indbringes for et hurtigt arbejdende paritetisk sammensat nævn, i hvilket Bankkundernes Landsforening er repræsenteret.
23) Lovgivningen skal præcisere, at banker ikke har en ubetinget og formløs tilbageholdsret vedrørende kundernes likvider.
24) Bøder til banker skal være væsentligt større end bankejernes (kapitaliserede) gevinst ved at bryde aftaler og love. – Bøderne skal kunne opkræves hos bankens ejere, dvs. ikke kun hos banken.
25) Banker skal have et skærpet ansvar ved salg af 0-sums produkter, der ikke skaber værdier, men blot omfordeler dem fra udenforstående tredjemænd (f.eks. SKAT, dvs. resten af befolkningen) til bankernes kunder.
26) Bankerne bør gøres solidarisk ansvarlige for medvirken til (finasiering af) kundernes lovbrud.
27) Lønkonti og NEMkonti skal (mod passende sikkerhed) kunne oprettes hos offentlige og private arbejdsgivere, således at man sparer udgifter til mellemhandlere (banker).
28) Bankerne skal opdeles. Udlån og indlån og andre samfundsnyttige aktiviteter skal udskilles fra spekulationsforretninger og salg af 0-sums produkter.
29) Der skal udarbejdes proaktive planer til at undgå, at bankerne – under den næste bankkrise – truer Folketinget til at yde tilskud til aktiviteter, der skader almenvellet.
30) Der skal oprettes en eller flere Public Service Banker.
31) Start af kundeejede – og andre – småbanker, der opfylder samfundets krav om retssikkerhed og markedsgennemsigtighed, skal fremmes.
32) Befolkningens overgang til betale alt elektronisk (i stedet for med kontanter) vil øge de kommercielle bankers likviditet med over 70 mia. kroner. Bankernes afkast af dette beløb – svarende til over kr. 350.000.000 årligt – bør – som hidtil – tilfalde Nationalbanken, dvs. ikke de kommercielle banker.
33) Der skal oprettes domstole til behandling af tvister om retssubjekters formodede økonomiske adfærd. Flertallet af dommerne i disse domstole skal være økonomer, dvs. ikke jurister. – Domstolenes afgørelser skal baseres på økonomisk teori og empiri i stedet for på juridiske skøn.
34) Der skal etableres en videnskabelig ombudsmandsinstitution, der løbende kontrollerer, at domstolene ikke underløber magtens tredeling. Den dømmende magt må ikke bøje og/eller modarbejde den lovgivende magts økonomiske-, erhvervspolitiske samt fordelingspolitiske målsætning.